Den norsk/kinesiske kunstner Yang Zhu arbejder med stærke kontraster og symbolik. Yang er kunstuddannet på Shanghai Universitet, men flytter i 1989 fra Shanghai til Stavanger med ønsket om en roligere hverdag væk fra byens larm. Her fordyber han sig i oliemaleriet og henter med kraftfulde, ekspressionistiske baggrunde stor inspiration i Norges storslåede natur. Han oparbejder grove, rå baggrunde og udviser stor teknisk kunnen.
Men Yang Zhu er ikke en typisk norsk maler; det ses tydeligt i hans stringente, klassiske kvindeafbildninger, som i højere grad repræsenterer hans kinesiske ophav. Værkerne udforsker kontrasterne mellem rå natur og kvindernes uspolerede skønhed – ofte med en underliggende farefuldhed, som er kendetegnende for den magiske realisme. Kvinderne agerer centrum i udstillingen, og over dem hviler en meditativ melankoli, som forstærkes af, at beskueren aldrig konfronteres med deres blik. De lukker øjnene, vender ryggen til eller har bind for øjnene. De befinder sig i en stilfærdig drømmeverden.
En næsten overjordisk stemning hviler over Yangs malerier. Den afspejler sig i det karakteristiske, kraftige lys og ikke mindst i værkernes symbolik, som er gennemgående i udstillingen. Kvindernes hvide kjoler vidner om uskyld og står i skærende kontrast til de dybe, strukturerede baggrunde. Fladerne mildnes af fugle og luftballoner, som svæver igennem malerierne og løfter beskueren med på en frigørende rejse.
Yang Zhu er med sine elementer af magisk realisme en direkte forlængelse af Galleri V58s profil og røde tråd og derfor et oplagt valg til denne soloudstilling. Derudover er hans tekniske kunnen; penselføring og struktur, suveræn – en oplevelse i særklasse!
stud.mag i Nordisk sprog og litteratur & Billedkunst og Visuel Kultur, Anna Emilie Ravn