Liné Ringtved Thordarson er født og opvokset i Nordjylland. Som 26-årig flyttede hun til Island og startede på det Islandske Kunstakademi i Reykjavik, hvor hun tog en Bachelor of Fine Arts med speciale i skulptur. Thordarson flyttede i 1995 til Frankrig, hvor hendes kunstneriske karriere tog fart. Hun har siden 1997 haft solo- og gruppeudstillinger på både danske og udenlandske museer, gallerier og kulturcentre, bl.a. i Frankrig, Monaco, Tyskland, Island, Italien og Grækenland. Kunstneren har lavet flere udendørs bronzeskulpturer i ind- og udland. I dag holder kunstneren til i Aarhus, men hun er stadig meget aktiv i forhold til udenlandske gallerier og udstillingssteder.
Liné Ringtved Thordarson arbejder med form for følelsesmæssig udtrykkelse. Hun udtrykker sine egne følelser i skulpturerne og skaber lidenskab, vi som beskuere drages af. Kunstneren udtaler selv: ”Mine skulpturer er ‘levet liv’ omsat til form. Hermed kommer hver skulptur til at indeholde sin egen lille fortælling om livet og mennesket. Glæden, sorgen, erotikken, angsten, roen, forløsningen. Mennesket er nærværende”.
Formsproget i Liné Ringtved Thordarsons skulpturer er erotisk, sanseligt og følelsesbetonet. Hun arbejder primært med kvindekroppen og er meget ærlig i hendes kunst. Hun tager sig god tid for at få historien og det rigtige udtryk frem i skulpturerne – mennesket. Skulpturerne laves først i ler, gips eller voks, og støbes til slut i bronze.
“En strøm af lidenskab –Liné Ringtved Thordarsons skulpturer oser af sanselighed. Man kunne fristes til at beskrive hendes form som ”en lavastrøm af lidenskab”, men i alt det solide og hvor bronzen, som er Thordarsons foretrukne materiale, kan synes hård og uigennemtrængelig, opstår et udtryk af organisk og smittende livsbegær. I samme moment, som man registrerer begærets kraft, opdager man figurernes skrøbelighed. Med ét fremstår de blottede, og som befinder de sig uden for synsvidde – frie for voyerens granskende blik og i et privat rum. Dét er de blot ikke! De befinder sig udstillet og i en tilstand hinsides enhver form for blufærdig bevidsthed.”
– Lars Svanholm. Kunstkritiker. 2011
“Talentfuld og fremadstormende. Markant anderledes end hendes jævnaldrende. Hendes værker er en refleksion af virkeligheden som kunstner og ikke mindst som kvinde. En underfundig rejse i disse verdener.”
– Ove Torp.Kunstkritiker, Kunstavisen